Læserbrev af Poul Kristensen, KV21-kandidat for Socialdemokratiet på Mors.
For godt et år siden valgte vi at sætte vort hus til salg.
Vi troede, at der ville gå flere år, inden en køber ville dukke op. Men mindre end 2 måneder efter var huset solgt, og vi stod helt uforberedte uden tag over hovedet.
Pludselig blev den virkelighed med mangel på lejeboliger, som jeg selv i forrige kommunalbestyrelses periode havde forsøgt at gøre opmærksom på, meget synlig for os.
Den store eftersøgning blev sat i gang. Vi kontaktede en række udlejere i Nykøbing – både almene boligorganisationer og private udlejere. Heldigvis fandt vi den lejlighed vi nu bebor, men der var ingen valgmuligheder.
På baggrund af vore egne oplevelser kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvordan det må være at flytte til Mors med et ønske om at bo til leje – også gerne i en lejlighed med både rum og luft.
Det vil være rent held, hvis det lykkes, særligt hvis man kommer som en børnefamilie.
Problemet med mangel på lejeboliger er også aktuelt i kommunens landsbyer. Her handler det måske mere om at få gang i et generationsskifte, så ældre ejere af store huse flytter i mindre huse, og dermed giver plads til børnefamilierne. I flere landsbyer vil der være rigtig gode grunde med masser af natur, hvor det vil være muligt at etablere både huse til kernefamilien, men også hvor flere generationer kan bo sammen.
Vi har på Mors både gode almene boligselskaber og også en række private udlejere, som gør et stort arbejde for at have attraktive boliger.
Det er vigtigt for mig, at vi skaber så mange attraktive boliger som muligt og det til en fornuftig leje, så alle kan bo godt.
Kommunalbestyrelsen har netop i år færdiggjort og vedtaget en boligstrategi. Et ganske fornuftigt arbejde, men er det tilstrækkeligt? I bedste fald kan den være fin, hvis vi sætter turbo på planen.
Jeg vil, hvis jeg får lov, arbejde på, at vore boligselskaber får de bedste muligheder for hurtigt at udvikle nye boligprojekter.
Jeg er vild med de demokratiske virksomheder hvor lejerne har stor medindflydelse, som et boligselskab er, men jeg synes også, at vi skal give de private udlejere plads og rum til, at de kan udvikle både eksisterende lejeboliger og kommende projekter.
Ønsker vi øget bosætning og en god udvikling af vore landsbyer, er det helt klart en nødvendighed, at vi kan tilbyde attraktive lejeboliger både i by og på land.
Det er vigtigt at forstå, at der lige nu er en samfundsændring gående på, at mange gerne vil betale et fast beløb, og så slippe for alt bøvlet. Ved at leje hænger man ikke på noget hvis man eksempelvis finder job andet sted. Dette betyder stigende efterspørgsel efter lejeboliger frem for eje.
Det har vore nabokommuner erkendt, og Morsø Kommune skal følge trop.