EUC Nordvest søsætter nye digitaliseringsprojekter

Et vigtigt aspekt i EUC Nordvests digitaliseringsstrategi er at sikre, at både elever og medarbejdere formår at navigere kompetent og sikkert i den nye digitaliserede virkelighed. Derfor har skolen netop kickstartet tre nye digitaliseringsprojekter, der alle er støttet af Region Nordjyllands uddannelsespulje.

Det første projekt, der blev skudt i gang, var et projekt med ’Digital distraktion’ som primært fokus.

– Her er målet at skabe en større bevidsthed omkring vores digitale vaner og dén effekt, disse vaner har på os selv og de personer, vi omgiver os med. Behovet for lige at skulle tjekke mails og beskeder eller seneste opslag og stories på de sociale medier midt under en social sammenkomst, et møde eller i en undervisningssituation fylder meget, og mange af os er måske ikke helt bevidste om, hvor meget det fylder – ikke kun for os selv, men også for de personer, vi sidder i rum med, fortæller digitaliseringschef Mia Sannemand Borg fra EUC Nordvest.

Med afsæt i et oplæg fra forsker Jesper Aagaard, der har skrevet phd om ’digital distraktion’, samt en efterfølgende workshop, skal en gruppe undervisere og uddannelsesledere fra henholdsvis HTX, de tekniske og merkantile erhvervsuddannelser samt Campus10 i fællesskab udvikle helt nyt undervisningsmateriale om emnet, som undervisere fra hele organisationen kan bruge som inspiration i undervisningen.

Virtuel parallelundervisning
EUC Nordvest investerede sidste år i avanceret konferenceudstyr, der muliggør virtuel parallelundervisning. En teknologi der skal sikre, at eleverne på alle skolens adresser har lige adgang til et bredt valgfagsudbud, uanset hvor lille en årgang måtte være, og hvor eleverne rent fysisk er lokaliseret.

Digitaliseringschef på EUC Nordvest, Mia Sannemand Borg. Foto: EUC Nordvest

Skolen har gjort brug af teknologien i et års tid, og nu er tiden kommet til at evaluere hvilken betydning, den virtuelle undervisningsform har for læringsmiljøet. Dette projekt skal således identificere de særlige udfordringer og problemstillinger, der kan være forbundet med virtuel parallelundervisning, så man med afsæt i denne viden kan optimere læringsmiljøet og sikre undervisning af høj kvalitet.

IT-sikkerhed i det digitaliserede samfund
Det tredje projekt udfolder sig gennem et større samarbejde med Aalborg Universitet, bureauet Happy42 og en række regionale partnerskoler.

Dette projekt skal til at opkvalificere og styrke såvel elevers som underviseres evne til at beskytte sig selv og deres arbejde i webbaserede workspaces. Her er der tale om et spilformat, udviklet af Aalborg Universitet, hvor man ved hjælp af kodning opbygger digitale territorier, som man skal sikre og beskytte. Bureauet Happy42 i Aarhus faciliterer en række workshops for de involverede partnerskoler, og spillets værdi som undervisningsmateriale er allerede – med stor succes – testet af både elever og undervisere.

– Samlet set skal de tre projekter bidrage til at højne det digitale videns- og kompetenceniveau for vores elever, så de udvikler sig til at blive kompetente, kritiske og reflekterende digitale forbrugere, der formår at navigere sikkert og målrettet i en digitaliseret virkelighed, slutter Mia Sannemand Borg.

Foto: EUC Nordvest

Forfatter

Related posts

Top