EUC Nordvest ansætter ny digitaliseringschef

Mia Sannemand Borg tiltræder pr. 1. september stillingen som digitaliseringschef i EUC Nordvest.

– Rollen som digitaliseringschef er uhyre vigtig. Vi har behov for en dygtig og proaktiv digitaliseringschef, som formår at forstå og spotte mulighederne for at udvikle nye digitaliseringsprojekter på alle niveauer. Det handler om at optimere og udvikle løsninger og processer, der skaber merværdi i forhold til vores kerneydelse: At skabe læring for den enkelte elev. Vi havde flere eksterne kandidater i spil, men i sidste ende faldt valget på Mia. Vi er overbeviste om, at vi med Mia har fundet den helt rigtige til jobbet. Mia har en god teoretisk ballast og et indgående kendskab til vores organisation, og så har hun – ikke mindst – en stor og veldokumenteret erfaring med projektlederrollen, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen.

Mia Sannemand Borg har været ansat hos EUC Nordvest siden december 2017, hvor hun tiltrådte stillingen som projektleder på EU-projektet ’Iværksætteri og jobskabelse’. Ud over denne funktion har hun siden december 2019 fungeret som udviklingsmedarbejder i organisationens projektafdeling.

Rollen som digitaliseringschef er ikke at forveksle med en stilling som IT-chef. Som digitaliseringschef behøver Mia Sannemand Borg nemlig ikke at vide en masse om bits og bites, kabler og hardcore teknik. Hendes fokus vil i stedet være på det strategiske niveau.

Hun bliver personaleleder for IT-afdelingen, hvor der sidder mange kompetente kræfter til at håndtere de tekniske praksisopgaver, og er der behov for kompetencer, afdelingen ikke besidder, kan hun trække på netIP, som EUC Nordvest har et tæt samarbejde med.

Foto: EUC Nordvest

Forfatter

Related posts

Top