Vi slipper ikke for coronapasset lige foreløbigt

Coronapasset består og er et nøglepunkt i den fortsatte åbning af vores samfund.

Det fastslår justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde om en ny genåbningsaftale torsdag morgen.

Coronapasset er et bevis på, at man enten er vaccineret, har været smittet inden for det seneste halve år eller har en negativ coronatest, der maksimalt er 72 timer gammel.

Forud for forhandlingerne modtog partierne et notat, hvor Statens Serum Institut med de nuværende restriktioner forventer et kraftigt fald i antallet af smittede fra slutningen af juni.

Ifølge instituttet vurderes coronapasset “fortsat at have en stor betydning for incitamentet til at blive testet” samt “på at mindske risikoen for smitte generelt”.

Særligt de blå partier har presset på for at få coronapasset helt afskaffet på nær i nattelivet og ved store forsamlinger samt ved rejser ind og ud af Danmark.

På pressemødet fortæller Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, at man fra 1. september kan gå på diskotek igen med coronapas og uden coronapas fra 1. oktober.

Knap en tredjedel af den danske befolkning er vaccineret mod coronavirus.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top