Unge i 20’erne udgør 40 procent af alle nye smittetilfælde

Det er i øjeblikket særligt blandt unge i 20’erne, at smitten med coronavirus florerer.

Den seneste uge står netop dén aldersgruppe for 41 procent af smittetilfældene, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er omkring en dobbelt så stor andel som set over hele coronapandemien, der for Danmark strækker sig tilbage til februar 2020.

Udviklingen skal ses i sammenhæng, at folk i 20’erne har været blandt de bagerste i vaccinekøen. Derfor er der stadig en del, som ikke er vaccineret endnu eller ikke er færdigvaccinerede.

Efter personer i 20’erne følger børn og teenagere i aldersgruppen 10-19 år, som står for hver femte smittetilfælde den seneste uge, mens folk i 30’erne udgør 16 procent af tilfældene.

De to tal passer til gengæld nogenlunde overens med den andel af smittetilfælde, de har udgjort under hele pandemien.

Til gengæld er der kun meget lidt smitte blandt den ældste del af befolkningen på det seneste.

Der har kun været 36 smittetilfælde blandt personer over 70 år den seneste uge.

De kan godt blive ramt af virusset, selv om de er vaccineret, da ingen vacciner er et 100 procent sikkert værn mod coronavirus. Vaccinerede vil dog typisk have et langt mildere sygdomsforløb end ikke-vaccinerede.

Ifølge Allan Randrup Thomsen, der er professor i ekseperimentiel virologi på Københavns Universitet, er det set fra et sundhedsmæssigt perspektiv positiv, at det primært er unge, som bliver smittet i øjeblikket.

– Vi ser en stigende smitte, men det gode er, at smitten stiger hos den yngre aldersgruppe, som ikke bliver alvorligt syg. Derfor har vi heller ikke set nogen stigning i indlæggelser.

– Et langt stykke hen ad vejen har vi styr på epidemien, og der er ingen grund til panik, siger han.

/ritzau/

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top