Turistaktører tænker grønt

Mindre madspild, lavere varmeforbrug og bedre affaldssortering.

Mange virksomheder i turistbranchen vil gerne agere bæredygtigt. For det forventer en stigende andel af gæsterne. En ny undersøgelse fra Epinion viser, at 58 procent af gæsterne vil gøre deres fremtidige ferier mere bæredygtige.

Men hvordan er det så lige, man griber det an?

Destination Limfjorden, der arbejder for at fremme turismen på Mors samt Skive og Struer kommuner, er aktuelt i gang med et projekt, hvor turistaktører har fået hjælp og vejledning til at tænke grønt. Det skriver Destination Limfjorden i en pressemeddelelse.

– I forvejen arbejder jeg rigtig meget med at mindske mit CO2-aftryk, blandt andet tørrer jeg altid mit vasketøj ude i vinden. Men jeg syntes, det kunne være interessant at se, hvor langt jeg kunne nå, fortæller Anette Jensen, der driver Heltoften BB i Flade på Mors.

Konkrete værktøjer
Få kilometer derfra i Sejerslev driver Anette Stagstrup virksomheden Event4U – med glasværksted, café og overnatning. Hun siger om sin motivation til at deltage i projekt Green Limfjorden:

– Jeg manglede konkrete værktøjer til at handle mere bæredygtigt, og det har jeg fået, siger Anette Stagstrup, der i forvejen har haft fokus på genbrugsglas og genbrugsinventar.

Hun fortæller, hvordan hun har lært at arbejde systematisk med miljøledelse. Alt er gennemgået fra bygningskontrol til rengøringsprocesser og andelen af økologiske indkøb. Et sjovt tip om at udnævne månedens sorteringsgæst har hun allerede taget til sig.

Grundstammen i forløbet er fire workshops, hvor turismevirksomheder mødes med mulighed for at udveksle erfaringer og eventuelt samarbejde om grønne tiltag.

– Fra min kollega i Sejerslev har jeg fået inspiration til, hvordan man kan reducere madspild ved at give gæsterne en bestillingsseddel til morgenmad, fortæller Anette Jensen.

Overskrifterne for de fire workshops har været ”Bæredygtig turisme – efterspørgsel og metoder”, Green Key i praksis”, ”Anskaffelser og affald” og ”Adfærd, gæster og medarbejdere”.

Kristina Skøtt Pedersen, hotelchef på Tambohus Kro og Badehotel, synes derfor, at Green Limfjorden har været en god anledning til at komme på forkant med de miljøkrav, som hun føler sig overbevist om, at turisterne i stigende grad vil stille i fremtiden.

1:1 sparring
Forløbet Green Limfjorden fortsætter nu med 1:1 sparring med destinationens grønne konsulent Bo Immersen frem til 1. juni.

– Det er gratis for overnatnings-, turisme- og oplevelsesvirksomheder i Morsø, Skive og Struer kommuner at deltage i Green Limfjorden. Projektet er støttet af Danmarks Erhvervs-fremmebestyrelse, og hvis der er interesse for det, vil vi lave et nyt forløb til efteråret, fortæller Bo Immersen.

At dømme efter tilbagemeldingerne fra de nuværende deltagere, er den grønne rejse alle timerne værd.

Forfatter

Related posts

Top