Thy Awards: De nominerede til Årets Ungleder er…

Til Thy Awards 2019 kåres et ungt menneske, der med engagement og gå-på-mod har gjort en forskel for andre unge idrætsudøvere i sit nærområde og sin klub.

Prisen som Årets Ungleder går til et ung menneske under 18 år, som frivilligt har været særligt engagerede i foreningslivet og som har vist vilje til at dygtiggøre sig inden for foreningsarbejdet i løbet af 2018.

De nominerede er:

Tobias Jespersen, Thisted Badmintonklub
Tobias er 17 år og deltog på det første ungleder-kursus, som blev afholdt i Thisted Kommune. Han har både før, under og ikke mindst efter kurset været særdeles aktiv i badmintonklubbens Forenings-SFO. Tobias har gennemgået en stor udvikling som ungleder/træner, hvilket har betydet, at han selv har ansvaret for aktiviteten og nu er en god støtte for en ny ungleder/hjælpetræner. Ud over at være tilknyttet Forenings-SFO er Tobias også ungdomstræner i badmintonklubben, hvor han deltager i klubbens udviklingsprojekt “Styrk Træningsmiljøet”. En stor del af dette projekt er planlægning og udførelse af træning for aldersgrupperne 6-12 år og 13-18 år – Tobias har udviklet sig enormt i denne proces.

I forbindelse med deltagelse i ovennævnte projekt er Tobias sammen med klubbens cheftræner i gang med en større træneruddannelse under Dansk Badmintonforbund, som også er et led i klubbens udnævnelse til Elitesatsklub i Thisted Kommune og Thisted Kommunes Team Danmark status og derved er der også større krav til uddannelse af trænere. Tobias er med meget stort engagement gået i gang med disse opgaver og klubben er ikke i tvivl om, at det bliver udført med meget stor interesse og engagement.

Thisted Badmintonklub skriver deres indstilling af Tobias til nomineringen at ”Tobias er et ungt menneske, som er meget vellidt af ledere, trænere og ikke mindst børnene. En ung mand som med meget stor glæde, engagement og gode sociale egenskaber, er et forbillede for vores børn og unge mennesker.”

Julie Kappel Petersen, Thisted Svømmeklub
Julie har gennem flere år været instruktør på klubbens hold for øvede svømmere, som er det sidste hold i svømmeskolen, inden børnene sendes videre til konkurrenceafdelingen. Julie er med sin energi, sit smittende humør og store engagement en fantastisk inspirator for de unge svømmere. Hun varetager jobbet som svømmeskoleinstruktør 3 gange om ugen, ved siden af at hun passer sin skolegang på Thisted Gymnasium samt sin egen træning på klubbens elitehold, hvor hun selv har svømmet i flere år.

Thisted Svømmeklub skriver i deres indstilling at ”Børnene i svømmeskolen elsker Julies måde at gøre svømmetræningen varieret og sjov på, og ser man på de svømmere som bliver sendt videre som konkurrencesvømmere, er der ingen tvivl om at de unge svømmere har de helt rigtige færdigheder, når de har været forbi Julies hold. ”

Julie har de sidste par sæsoner også været en af de bærende kræfter i klubbens Aqua Camp, som er et sommerferietilbud til børn og unge, som ønsker at bruge en uge af sommerferien på vandaktiviteter. Derudover forlyder det, at Julie altid er klar som afløser / assisterende instruktør på andre hold, når der er behov for dette, og skal der laves sociale arrangementer i klubben, kan man være sikker på at Julie altid tilbyde sin hjælp.

Rikke Holst, Midtthy HK
Rikke Holst går på Snedsted Skole og i sin fritid hjælper hun på Forenings-SFO håndboldholdet i Midtthy HK som ungleder. Rikke er 15 år og har hjulpet med at få de “små” håndspillere på 5 til 7 godt fra land i håndboldklubben.
Det er en stor egenskab at have flair for at stå for træning af de små børn i foreningslivet, især når man selv kun er 15 år. Midtthy Hk skriver i indstillingen at ”Rikke møder altid op med et godt og positivt humør, og det betyder at alle de små håndboldspillere er super glade for Rikke”. Rikke er dygtig til at fange børnenes opmærksomhed, og er hurtigt blevet meget selvkørerende som ungleder. Rikke har en god forståelse for, hvornår hun skal skifte øvelse, når de mister interessen for en øvelse, og er dygtig til straks at gå videre til anden leg, for at fange de små børns interesse igen.

I indstillingen skriver Midtthy HK også; ”Vi kan kun sige godt om Rikke, og vi kan mærke at hun bliver en fantastisk leder, for hun har virkelig flair for børn og håndboldtræning. Vi er stolte over at have Rikke i vores klub.”

Vi du gerne se overrækkelsen?
Hvem der bliver Årets Ungleder afsløres først til Thy Awards fredag d 1.februar i Thy Hallen, når showet løber af stablen. Der er stadig tribunebilletter til salg på thistedfritid.dk. Thisted Kommune har i øvrigt bestilt en bus som kører fra Thisted Havn til Thy Hallen kl 19.00. Så interesserede kan bestille et bord på et spisested i byen og derefter gå ned til havnen, hvor der holder en bus som kører Thy Awards gæster til Thy Hallen kl 19:00.
Fakta

Prisen for Årets Ungleder uddeles i samarbejde med DGI Nordjylland. Thy Awards 2019 løber af stablen Fredag 01. feb 2019 kl. 19:30

Arkivfoto: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top