Smittede danskere skal selv opspore smittekæder

Coronaepidemien i Danmark er tilsyneladende under kontrol, og der bliver nu skruet gevaldigt op for antallet af test. Borgere uden symptomer kan således også blive testet nu.

Men er de smittet, skal de selv hjælpe med at opspore en mulig smittekæde, fortæller Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til Jyllands-Posten.

– Vi arbejder med en ansvarliggørelse af borgerne. Vi kan ikke gøre som sidst, hvor læger fra Styrelsen for Patientsikkerhed opsporede alle patienternes mange kontakter. Det er en uoverstigelig opgave, fordi vi tester langt, langt flere nu. Vi kan ikke gøre det på den håndholdte måde længere, siger Søren Brostrøm til Jyllands-Posten.

Han er dog klar over, at det kan være vanskeligt for nogle at tage kontakt til de mennesker, vedkommende har været tæt på.

– Der skal naturligvis støtte og vejledning til, og måske skal vi oprette et callcenter, hvor folk kan henvende sig og få hjælp til, hvordan de skal gøre, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top