Sådan skaffer staten pengene til corona-krisen

Folketinget har i den sidste uge lovet mange milliarder væk til lønmodtagere og erhvervsliv. Nu skal pengene skaffes, og den manøvre begynder allerede fra mandag den 30. marts.

Nationalbanken vil i første omgang skaffe 50 milliarder kroner ekstra ved at sælge flere statsobligationer. Renten ventes at ligge omkring 0 procent, og en del af pengene skal afdrages over så lang en periode som 30 år.

Det skriver Fagbladet 3F.

Økonomiprofessor Michael Møller er ”ikke det fjerneste bekymret” for statens økonomi. De mange milliarder er trods alt kun få procent af Danmarks bruttonationalprodukt, siger professoren fra CBS – handelshøjskolen i København.

– Vi har en bundsolid økonomi, så det skal vi nok klare, siger Michael Møller.

Cheføkonom Frederik Imer Pedersen fra 3F sidder lige så roligt på sin stol. Både han og Michael Møller peger på, at det er éngangsudgifter, der fyres af i år for at begrænse skaderne fra corona-udbruddet. Derefter skulle det gerne være slut med den udgift.

– Staten har derudover ikke mindre end 115 milliarder kroner stående på sin konto i Nationalbanken. Vi kan også skaffe ekstra penge på andre måder, så det skal nok gå, beroliger Frederik Imer Pedersen.

– Den danske stat har råd til at bekæmpe følgevirkningerne af corona, fastslår han.

Det vil ikke vælte den offentlige økonomi, vurderer både han og professor Michael Møller.

Der svirrer mange tal i luften om, hvad hele statens økonomiske indsats mod corona kommer til at koste. Tal på væsentlig mere end 50 milliarder er blevet nævnt. Derfor kan der måske blive brug for at sælge endnu flere ekstra statsobligationer.

– Det kan vi endnu ikke bedømme, siger Thorsten Meyer Larsen, der er chef for statsgæld i Nationalbanken.

Forfatter

Related posts

Top