Professor: – Epidemien kan blomstre op igen

Der er en “væsentlig risiko” ved at lade vuggestuer og børnehave samt 0.-5. klasser i landets skoler åbne igen efter påske.

Det vurderer professor Allan Randrup Thomsen fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet.

– Det kan være epidemien blomstrer op igen. Hele oplukningsprocessen kan blive forsinket, fordi vi skal lukke ned igen. Så det kan komme til at tage lang tid, hvis det går galt.

Et eksperiment
– Vi er ude i et eksperiment, som kan gå hen og være alvorligt. Det kan også være, at det fungerer. Men jeg synes, vi er på usikker grund, når vi gør det her, siger han.

Ifølge Statens Serum Instituts faglige direktør, Kåre Mølbak, er coronavirus ikke dominerende blandt børn. Derfor er han tryg ved åbningen 15. april.

Men professor Allan Randrup Thomsen mener ikke, at det kan siges med sikkerhed. Derfor har man “taget kikkerten for det blinde øje”.

Således er der risiko for, at børnene spreder coronavirus, når de igen kommer ud i børnehaver og skoler, lyder hans vurdering.

En række af forholdsregler
Regeringen lægger op til, at der skal tages en række forholdsregler for at sikre, at den gradvise åbning ikke forårsager stor smittespredning.

Men det er ikke nødvendigvis nok, lyder vurderingen fra Allan Randrup Thomsen.

– Vi har at gøre med en relativt stor del af befolkningen, som bliver sluppet løs, og som ikke er kontrollerbare på samme måde som ældre børn og voksne.

– Så det er sværere at forklare de sociale regler og hygiejne og så videre. Dem har man valgt at slippe løs, samtidig med at vi ikke ved noget om, hvor mange smittede der er blandt børn. Så det er jeg bekymret over, siger han.

Børne- og Undervisningsministeriet samt Sundhedsministeriet vil udsende retningslinjer for, hvordan daginstitutioner og skoler åbnes på en forsvarlig sundhedsmæssig måde.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top