Nu tager vagtlægen imod tidsbestilling

Fra i dag er det muligt at bestille en tid hos vagtlægen i Region Nordjylland. Det skulle gerne give kortere ventetid i venteværelset.

– Lad os nu sige, at du skal til vagtlægen lørdag formiddag. Så bliver du for eksempel tilbudt en tid klokken 10. Og kan du ikke nå det, så måske en tid klokken 11. Det vil altså sige, at du ved nogenlunde, hvornår du kan komme til, og derfor undgår du unødvendig ventetid i venteværelset, fortæller Eddie Nielsen, vagtchef for lægevagten i Region Nordjylland, til TV 2 Nord.

Ønsket om at kunne tilbyde patienterne at bestille tid har været undervejs i nogle år, men det er først nu, hvor man selv scanner sig ind med sit sygesikringskort og får en digital tid ved ankomst, at det rent teknisk kan lade sig gøre med et tidsbestillingssystem.

Eddie Nielsen understreger, at det aftalte tidspunkt er et cirka tidspunkt. Lægevagten behandler pr. definition akut sygdom, og derfor kan ventelisten også blive suspenderet, så nogen med større behov kan rykkes frem i køen.

Og skulle man være uheldig at komme for sent til en aftalt tid, vil man under normale omstændigheder kunne forvente at blive tildelt førstkommende efterfølgende ledige tid.

– Vi har store forventninger til, at det nye system vil give os mulighed for en mere hensigtsmæssig udnyttelse af den lægelige arbejdskraft, som fortsat er en mangelvare i Nordjylland, slutter Eddie Nielsen.

Forfatter

Related posts

Top