Lennon-interview fra Thy solgt for 370.000 kroner

Et aldrig før udgivet kassettebånd med et interview med John Lennon og Yoko Ono under deres vinterbesøg i Thy 1970 blev tirsdag solgt for 370.000 kroner.

På båndet er det blandt andet fire 16-årige lokale skoledrenge, der interviewer Beatles-stjernen.

Køberen fik også en række fotografier af John Lennon, Yoko Ono og hendes datter, Kyoko, og et skoleblad med i købet.

Foto: Bruun Rasmussen

Båndet var vurderet til 200.000-300.000 kroner. Optagelsen fandt sted 5. januar 1970 i Thy.

Beatles-stjernen John Lennon og Yoko Ono var i Danmark i omkring en måned.

De ankom i slutningen af december. Anthony Cox, Yoko Onos eksmand, var flyttet til Jylland og havde taget deres femårige datter, Kyoko, med.

Efter en uge fandt pressen ud af det, og der blev holdt et officielt pressemøde.

På grund af svære vejrforhold var der en lille gruppe af journalister og fire 16-årige elever, der skulle lave interview til et skoleblad, der kom for sent til pressemødet.

John Lennon og Yoko Ono sagde ja til at tale med dem alligevel. Det er det interview, der er på bandet.

/ritzau/

Foto: Bruun Rasmussen/Jesper Jungersen

Forfatter

Related posts

Top