Kollerup vil lade virksomheder udskyde årsrapport

Senest med udgangen af maj skal landets virksomheder indberette deres årsrapporter.

Men fordi slutafregningen for kompensationsordningerne i forbindelse med nedlukningen også ligger lige om hjørnet, vil erhvervsminister Simon Kollerup (S) foreslå en hastelov i Folketinget, der skal gøre det muligt for danske virksomheder at udskyde deres indberetning af årsrapporten med en måned.

– Jeg ved, at både virksomheder og revisorer har ekstra travlt i disse måneder, og derfor lytter vi i regeringen selvfølgelig også, når erhvervslivet beder om ekstra tid, udtaler Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

– Med udskydelsen vil der forhåbentligt være bedre tid til at få orden i det hele, så det håber jeg på at få Folketingets opbakning til, siger Simon Kollerup i pressemeddelelsen.

Han forventer, at lovforslaget vil blive hastebehandlet og træde i kraft i maj.

Årsrapporten er en virksomheds indberetning om, hvordan det står til med økonomien i virksomheden. Der står for eksempel, hvor meget en virksomhed har tjent i en given periode.

Dermed kan eksempelvis aktionærer, kreditorer, medarbejdere og kunder få indsigt i, hvordan det står til med økonomien i virksomheden.

Årsrapporten består hovedsageligt af et årsregnskab, en ledelsesberetning og en ledelsespåtegning.

Arkivfoto: Andreas Beck, Erhvervsministeriet

Forfatter

Related posts

Top