Kollerup om grådige banker: – Det skal stoppe nu

De danske banker skal stoppe med at kræve betaling fra flere kunder for at have deres penge stående i banken.

Sådan lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).

– Det kan ikke blive ved på denne her måde. Bankerne nærmest snubler over hinanden over de seneste måneder, hvor de har rykket på grænsen, så flere og flere danskere skal betale penge for at have deres egne penge stående i banken, skriver han på Facebook.

– Jeg mener, at det skal stoppe nu. Grænsen er nået. Det bliver simpelthen for grådigt, når bankerne leverer store overskud, men alligevel fortsætter med at pålægge negative renter på flere og flere danskere, skriver Simon Kollerup.

Han vil nu indkalde bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, til et møde om sagen.

Meldingen kommer, efter at Nordea og Danske Bank de seneste dage har sænket grænsen for, hvor mange penge man må have stående i bankerne uden at skulle betale for det, til 100.000 kroner.

De to banker har fulgt i hælene på en række af de øvrige store banker, der har lavet lignende manøvrer de seneste måneder – herunder Sydbank, Jyske Bank og Spar Nord.

Tidligere har grænsen ligget på 250.000 kroner, og når den bliver sat ned, er der flere kunder, som skal til at betale for at have deres penge stående.

/ritzau/

Arkivfoto: Erhvervsministeriet

Forfatter

Related posts

Top