Kollerup foreslår straksudbetaling af LAG-midler

Corona-situationen har skabt et akut behov for finansiering og likviditet hos iværksættere, små virksomheder og foreninger.

Derfor foreslår erhvervsminister Simon Kollerup nu en straksudbetaling af 80 pct. af LAG-midlerne til de afsluttede LAG-projekter.

En straksudbetaling vil nemlig sikre, at virksomheder og foreninger hurtigt får pengene, der er brugt på deres projekter, tilbage i kassen. Penge, der er brugt på at skabe aktiviteter i landdistrikterne.

– Med midlerne til de lokale aktionsgrupper (LAG, red.) kan vi skabe liv og fastholde arbejdspladser i landdistrikterne. Derfor er det vigtigt for mig i den her svære tid at gøre, hvad jeg kan for at holde hånden under de lokale projekter, der skal realiseres med LAG-midler i ryggen. Vi må i hvert fald ikke havne i en situation, hvor LAG-projekter er nødt til at dreje nøglen om på grund af likviditetsproblemer, mens de venter på udbetalingen af nogle midler, de allerede har fået tilsagn om.

Regeringens forslag om straksudbetaling af LAG-midler skal vedtages i Folketingets Finansudvalg, før initiativet kan blive sat i gang.

I alt dækker sagerne over ca. 42 mio. kr. i ikke-udbetalte midler. Ca. 22 mio. kr. er udestående midler til selvstændige og virksomheder, mens de resterende ca. 20 mio. kr. er udestående midler til foreninger.

Udbetaling af 80 pct. af midlerne indebærer derfor i alt en udbetaling på ca. 18 mio. kr. til selvstændige og virksomheder og ca. 16 mio. kr. til foreninger.

Foto: Ulrik Scheibye

Forfatter

Related posts

Top