Klitmøller-firma med internationalt samfundssind

Mens virksomheder over hele landet forsøger at holde skruen i vandet, er der ekstra travlt hos den lille Klitmøller-virksomhed Incendium.

Med en software som virksomheden har udviklet, er det nemlig muligt for læger at tale med deres patienter – uden at de mødes. Softwaren er efterspurgt i mange corona-ramte lande, og for at vise ekstra stort samfundssind har virksomheden valgt at stille softwaren gratis til rådighed. Det skriver TV Midtvest.

Softwaren fungerer på den måde, at lægen sidder i sin konsultation, og når patienten så vil i kontakt, sender lægen en sms med et link. Når patienten trykker på linket, er han eller hun i kontakt på video med lægen. Så simpelt er det.

Lige netop den løsning er der mange lande, der sukker efter lige nu, mens coronapandemien hærger.

Blandt de lande der nu benytter sig af softwaren er Spanien, som er meget hårdt ramt af corona-virussen.

– Vi har evnen til at hjælpe nogle mennesker nu, og vi har råd til at gøre det. Så synes vi også, at vi har en forpligtelse til at gå ind og gøre det, siger Thomas Baun, der er direktør i Incendium, til TV Midtvest.

Forfatter

Related posts

Top