Kinesisk rigmand donerer igen medicinsk udstyr til Danmark

Den kinesiske rigmand Jack Ma donerer for anden gang inden for kort tid medicinsk udstyr til Danmark.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Denne gang donerer Jack Ma 800 respiratorer, 300.000 beskyttelsesdragter og 300.000 ansigtsmasker til europæiske hospitaler. En del af donationen går til de danske hospitaler, så de får bedre vilkår i kampen mod coronavirus. Hvornår den danske del af donationen kommer til Danmark, oplyses ikke.

Men i pressemeddelelsen fremgår det, at udstyret vil ankomme til Belgien og derfra blive fragtet til de andre europæiske lande.

Forleden kunne Dansk Erhverv oplyse, at Jack Ma havde doneret 500.000 mundbind, 50.000 testinstrumenter og 5000 beskyttelsesdragter til Danmark.

Dansk Erhverv havde i den forbindelse formidlet kontakten mellem rigmanden og Lægemiddelstyrelsen, som var den danske modtager af udstyret.

Jack Ma er blandt verdens rigeste mænd. Han er medstifter af den kinesiske handelsgigant Alibaba, der er et af verdens mest værdifulde selskaber.

Donationerne fra Jack Ma til Danmark falder på et tørt sted.

Inden for den seneste tid har der været meldinger om mangel på forskelligt udstyr på landets hospitaler. Lige nu er hospitalerne under et ekstraordinært pres på grund af det nye coronavirus.

Efter meldingerne om mangel på udstyr er blandt andet danske virksomheder kommet til undsætning ved at omstille deres produktion til at kunne lave de ting, som man har akut behov for på hospitalerne.

Eksempelvis har Spritfabrikken Danmark, der normalt producerer vodka og shots, omstillet sin produktion, så den i stedet laver mange liter håndsprit.

Håndsprit er en af de varer, som man under coronakrisen hurtigt er kommet i bekneb med rundt om på hospitalerne.

LÆS OGSÅ:

Kinesisk corona-donation på vej til Region Nordjylland

Foto: Region Nordjylland

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top