DI til kommunerne: – Hjælp os med at komme igennem krisen!

Coronakrisen har ramt Danmark og dansk erhvervsliv hårdt. Landets kommuner spiller en stor og vigtig rolle i at holde dampen oppe i Danmark, så hjulene kan køre rundt i dansk økonomi.

Derfor lancerer Dansk Industri (DI) nu 45 konkrete anbefalinger til kommunerne, som kan hjælpe erhvervslivet så helskindet gennem krisen som muligt.

– Krisen, der er den værste i nyere tid, har dog nok næppe toppet endnu, og derfor er det vigtigt med en fortsat tæt dialog, der løbende tager bestik af situationen, siger Claus Arberg, adm. direktør for Hvidbjerg Vinduet A/S og formand for DI Midt Vest.

Han understreger, at der  ikke skal herske tvivl om, at kommunerne allerede har været deres ansvar bevidst og allerede hjulpet mange virksomheder og arbejdspladser i kampen mod coronavirus.

Hak ved mange forslag
Claus Arberg mener, at de midt- og vestjyske kommuner allerede kan sætte hak ved mange af DI’s forslag. Eksempelvis dem der er rettet mod at betjene virksomhederne af kommunale medarbejdere fra mange hjemme-arbejdspladser, og i forhold til at sikre børnepasning for forældre, der arbejder på de produktionsarbejdspladser, som holder hjulene i gang.

Men Claus Arberg forklarer videre, at nu går vi fra krisenedlukning til næste fase, hvor ordrebøgerne måske svinder i eksportvirksomhederne, når vi kigger ind i de næste kvartaler. Det er ikke noget, en kommune kan gøre så meget ved. Men kommunen kan måske afbøde noget af virkningen ved at øge langsigtede investeringer i digitalisering og miljø- og klimaforbedringer, så vi undgår at styre ind i en klimakrise efter coronakrisen. Og her kan der findes inspiration i DI’s forslags-katalog.

– Kommunerne har allerede iværksat mange initiativer for deres lokale virksomheder. Det vil jeg gerne sige tak for. I en situation, hvor vi ikke har set det fulde billede af krisen endnu, er det dog vigtigt, at vi sammen ser på nye muligheder for at hjælpe. Og så er situationen en positiv mulighed for kommunerne til at lave nogle grønne investeringer, som ruster os til fremtiden – samtidig med at de er med til at redde virksomheder og arbejdspladser, siger Claus Arberg.

Se DI’s 45 anbefalinger HER.

Foto: DI Midt Vest

Forfatter

Related posts

Top