Blå Kors lukker genbrugsbutikker

Den sociale hjælpeorganisation Blå Kors har besluttet midlertidigt at lukke sine genbrugsbutikker i de syv kommuner, som er berørte af myndighedernes coronanedlukning.

Det drejer sig om butikker i Skagen, Frederikshavn, Bindslev, Hjørring, Sæby, Aabybro, Aalestrup og Thisted.

Lukningen af butikkerne drejer sig foreløbigt om de næste fire uger, eller til myndighederne melder andet ud, og sker for at mindske smittespredningen i området.

– Af hensyn til situationen i Nordjylland har vi besluttet at lukke vores butikker midlertidigt, indtil vi er klogere på, hvordan situationen i de syv berørte kommuner udvikler sig. Det er vigtigt for Blå Kors, at vi ikke medvirker til, at smitten med den her særlige variant af coronavirus, som stammer fra mink, spreder sig yderligere, siger Anders Christensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

De frivillige, som arbejder i de ni butikker, der nu lukker ned, er fredag morgen blevet orienteret om nedlukningen.

Det er ikke første gang under coronakrisen, at Blå Kors har valgt at lukke sine butikker. I foråret lukkede organisationen alle sine genbrugsbutikker på landsplan i seks uger.

Forfatter

Related posts

Top