Andet vaccinestik udskydes så flere kan få det første stik

Perioden mellem det første og andet stik med vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna bliver forlænget fra tre og op til seks uger.

Det betyder samtidig, at de, der endnu ikke har fået en invitation vil få en invitation en uge tidligere end planlagt, skriver dr.dk.

Det sker ifølge Sundhedsstyrelsen, fordi doserne kan strækkes længere. Gevinsten er, at flere får det første vaccinestik hurtigere, og immuniteten i befolkningen derved øges.

– Det betyder, at vi generelt kan fremrykke tidspunktet for førstegangsvaccination med en uge, oplyser Sundhedsstyrelsen til DR.

Sundhedsstyrelsen kan ifølge DR ikke oplyse, hvad det helt konkret betyder for vaccinationskalenderen, som viser takten for udrulningen af vaccinerne.

Datoen, for hvornår alle danskere er færdigvaccineret, er i den seneste vaccinationskalender fra 14. april uændret og sat til 8. august.

Et studie har ifølge DR vist, at man allerede efter det første stik har opnået en god beskyttelse. Fire uger efter første stik har man ifølge studiet nedsat risikoen for at blive alvorligt syg med hospitalsindlæggelse til følge med 85 procent.

De seneste vaccinationstal viser, at 1.119.575 personer herhjemme har fået mindst ét vaccinestik. Det svarer til 19,2 procent af befolkningen.

536.334 – svarende til 9,2 procent – har fået begge stik og regnes for færdigvaccineret.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top