Alle mink skal aflives: Muteret virus kan true covid 19-vaccine

Mutationer af coronavirus blandt mink udgør en potentiel fare mod en fremtidig covid-19-vaccine til mennesker.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et virtuelt pressemøde.

– Mutationen betyder, at fremtidige vacciner kan risikere ikke at få den ønskede effekt, siger statsministeren.

Hun fortæller samtidig, at alle mink i Danmark skal aflives.

Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet sættes ind for at aflive alle mink, siger Mette Frederiksen på pressemødet.

Kompensation
Regeringen vil sikre lønkompensation til ansatte i minkavlen. Der vil være fuld dækning for faste omkostninger og fuld dækning til de selvstændige, som ejer minkfarmene. Der vil være kompensation til følgeerhvervene som fødevarecentraler og pelserier, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Regeringen vil arbejde på muligheden for at omdanne minkfarme til andre typer af farme med eksempelvis andre dyr end mink.

– Corona har ramt minkbranchen hårdt og uretfærdigt. Det er vigtigt, at sige, at regeringen vil sikre den nødvendige hjælp, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Aflives hurtigst muligt
Minkene skal aflives “hurtigst muligt”, siger rigspolitichef Thorkild Fogde på pressemødet.

– Den Nationale Operative stab har bemyndigelse til at trække på alle ressourcer hos myndighederne, og jeg vil appellerer til minkavlerne om, at vi gør det her meget hurtigt. Det sker ikke på 24 timer. Det kommer til at tage dage, siger Thorkild Fogde.

Fakta om mink i Danmark:
– Danmark er verdens største minkproducent.
– Der avles i dag mink på 1139 minkfarme – 40 af disse farme ligger i Thisted Kommune
– Der er omkring 2600 direkte heltidsbeskæftigede på danske minkfarme.
– Årligt produceres der omkring 12-13 millioner minkskind.
– I 2019 blev der eksporteret minkskind for 4,9 milliarder kroner.
– Det svarer til 3,8 procent af den samlede landbrugseksport.
– Kopenhagen Fur, der er ejet af de danske minkavlere, er verdens største pelsauktion.
– Coronavirus har ramt de danske minkavlere hårdt siden det første tilfælde af coronasmitte på en minkfarm blev opdaget i juni.
– Der har været coronasmitte på 207 minkfarme.
– Minkfarmene med smitte fordeler sig over 18 jyske kommuner, og især minkfarme i nordjyske kommuner har været hårdt ramt.
– Foreløbigt har 67 minkfarme fået aflivet deres besætning.

Kilder: Fødevarestyrelsen, TV2, Danmarks Statistik, Landbrug & Fødevarer

/ritzau/

/ritzau/

Foto: Danske Minkavlere

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top