33.500 nyplantede træer skal blive til ny skov ved Skarregaard

I samarbejde med Morsø Kommune etablerer DFI-Geisler en helt ny skov på Mors. Skoven bliver godt 9 hektarer, hvilket svarer til omkring 18 fodboldbaner.

DFI-Geisler har et mål om at plante et træ for hver bordplade, man sælger i massivtræ, og samtidig har man stor fokus på at bidrage aktivt til livet i lokalområdet. Derfor er ideen opstået om at plante en firmaskov på Mors.

– Vi har som virksomhed et ansvar for at tilføre ressourcer til naturen, når vi samtidig dagligt bruger naturen i vores produkter. Derfor kom ideen om at etablere en ny skov her på Mors, og vi er glade for, at Morsø Kommune så aktivt har deltaget i udviklingen af projektet. Vi ser frem til første spadestik til foråret i det allerede smukke område omkring Skarregaard, fortæller Lars Langkjær, adm.dir. hos DFI-Geisler.

Lars Langkjær, adm.dir. hos DFI-Geisler og Meiner Nørgaard, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune, der mødtes forleden ved Skarregaard, hvor skoven skal plantes næste forår.

Området ved Skarregaard er udvalgt til det sted, hvor skoven med de ca. 33.500 nye træer skal etableres, og beplantningen vil finde sted i foråret 2022.

Samarbejdet falder også i god jord hos Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune.

– Vi sætter stor pris på samarbejdet med DFI-Geisler i området ved Skarregaard. Det understøtter vores ønsker om at sætte naturen i centrum og netop udvikle på den del i stedet for på museumsdriften, fortæller Meiner Nørgaard, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune.

Træerne, som skal plantes, vil blive nøje udvalgt af Morsø Kommunes eksperter på området, så der kommer den helt rigtige sammensætning, der passer til området. Der er tale om løvskov, hvor de primære træer vil være eg og bøg.

LÆS OGSÅ:

DFI-Geisler med store planer: Vil plante ny skov på Mors

 

Forfatter

Related posts

Top