Virksomheder i Thy kan spare op til 20% på energiregningen

170 medlemmer af Thisted Handels- og Industriforening har lige nu en chance for at spare op til 15-20 procent af omkostningerne til elektricitet, vand eller varme.

Detailhandlen inviteres nemlig til at deltage i en energiscreening, der finder sted inden for de næste to-tre uger. Screeningen indebærer rådgivning om, hvordan man kan spare på energiudgiften.

– Vi vil gerne styrke vores erhvervsliv og samtidig inspirere til at få fokus på, hvor der er mulighed for grøn omstilling, fortæller Peter Brandt Larsen, erhvervskonsulent i Thisted Kommune.

Det aktuelle tiltag udføres i tæt samarbejde med Michael Vendelbo, handelschef i Thisted Handels- og Industriforening.

– Jeg ser det som min fornemste opgave at skabe optimale forhold for medlemmerne, og kan jeg hjælpe dem til at spare op til 15-20 procent af elregningen, hjælper jeg dem samtidig med at opnå en bedre bundlinje, siger handelschefen til kommunens hjemmeside.

Lille egenbetaling
Han pointerer, at det koster uendelig lidt for butikkerne at være med i ordningen.

For virksomheder med 2-4 ansatte koster det 700 kroner at være med i energiscreeningen, og for virksomheder med 5-10 ansatte er der en egenbetaling på 1300 kroner. Samtidig betaler Thisted Kommune et tilskud på hhv. 300 og 1300 kroner til de to kategorier.

Landbo Thy er også med i projektet, og der budgetteres med 25 screeninger inden for landbrug og industri inden for de næste 12 måneder.

Indsatsen er en direkte følge af Thisted Kommunes energi- og klimapolitik, hvis mål er at reduceres CO2 og styrke den grønne omstilling i erhvervslivet.

Foto: Thisted Handels- og Industriforening

Forfatter

Related posts

Top