Thisted Kommune om besøgsforbud: – Vi følger anbefalingerne

I Thisted Kommune er der fortsat mulighed for kontakt mellem beboere på plejecentre og de pårørende enten via videomøder eller visuelt gennem et vindue.

Men en yderligere åbning, som for eksempel udendørsbesøg, lader vente på sig. I Thisted Kommune følger man nemlig efter anbefaling fra Kommunernes Landsforening, en nationalpolitisk beslutning.

– Vi er fuldt ud klar over, at det kan virke svært, at vi stadig har et forbud mod at besøge vores plejecentre. Jeg forstår godt de pårørendes frustrationer og der er ingen tvivl om, at vi alle gerne ser, at der snarest kommer en afklaring. Men det er den enkelte beboer og personalets helbred, som har vores højeste prioritet, forklarer Ida Pedersen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Hun uddyber:

– Tallene viser lige nu, at vi ikke har beboere eller personale på vores plejecentre, der er testet positiv for COVID-19, og det skyldes blandt andet besøgsforbuddet og dermed vores gode samarbejde med pårørende om, at finde en kontaktform uden at sætte borgernes sikkerhed over styr. Sådan håber vi på, at det forsat kan være.

De seneste undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen viser bl.a., at dødeligheden af corona er højest, når man er 65+. De tal har DRs Detektor netop påvist holder stik. Derudover har en rapport fra Statens Serum Institut vist, at 1/3 af alle dødsfald med COVID-19 i Danmark er sket på plejecentrene.

Kommunernes Landsforening (KL) er derfor også klare i deres anbefalinger, og holder fast i, at kommunerne fortsat bør afvente nationale udmeldinger inden en åbning af plejecentrene.

– Vi følger de anbefalinger, som KL kommer med, men planlægger samtidigt, hvordan vi kan åbne op for besøg, når der nationalt lægges op til dette. Når vi får en melding – så er vi helt klar til det, understreger Tue von Påhlman, direktør for social og sundhed.

LÆS OGSÅ:

Pårørende må besøge plejecentre i Thy under visse krav

Foto: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top