Thisted FC sælger fiktive støttebilletter til lokalbrag

Når Thisted FC på lørdag møder 2. divisions’ tophold Jammerbugt FC hjemme på Sparekassen Thy Arena, så bliver det for tomme tribuner.

Kampen mod lokalrivalerne er ellers for mange fodbold-elskere en af sæsonens højdepunkter.

– Vi har svært ved at beskrive, hvor meget vi ærgrer os over, at vi er nødsaget til at spille dette lokalopgør for tomme tribuner, skriver Thisted FC på sin hjemmeside.

Afprøvet med succes i Superligaen
Dels er der ærgrelsen over den manglende stemning på stadion, men de manglede indtægter spiller også en rolle. Normalt ville op mod 500 tilskuere være på plads til en kamp som denne, og der er derfor tale om betydeligt tab.

Derfor forsøger klubben sig nu med et koncept, der flere gange er blevet afprøvet med succes i Superligaen; nemlig salg af fiktive støttebilletter. I sidste måned købte Brøndby-fans 2.800 fiktive billetter til en udebanekamp mod Lyngby. Samme princip gjorde sig gældende da Vejle Boldklub solgte imponerende 7.800 fiktive billetter til deres hjemmekamp mod AC Horsens.

– Vi håber derfor, at der er nogle der ønsker at støtte op omkring klubben og drengene gennem en støttebillet, som et alternativ til entrebilletten, lyder det fra Thisted FC.

Torsdag formiddag var der solgt godt 60 fiktive billetter til opgøret.

Lodtrækning om flotte præmier
Du kan købe din støttebillet ved at overføre 50 kroner via 267499. Overførslen er samtidig dit lod i lodtrækningen af præmier fra J.Hundahl A/S, Shell Service Thisted og Thisted Bryghus.

Det understreges, at nilletten er en donation til Thisted FC og ikke giver adgang til opgøret, som spilles uden tilskuere.

Kampen mod Jammerbugt spilles lørdag eftermiddag kl. 13. Jammerbugt FC topper 2. division efter 12 kampe. Thisted FC ligger på 6. pladsen efter 11 kampe.

Arkivfoto: Rasmus Lykke

Forfatter
Tags

Related posts

Top