Svingende sommervejr forhindrer ikke risiko for høstrelaterede brande

Den usædvanlig varme og tørre sommer i 2018 gav et rekordhøjt antal mark- og mejetærskerbrande. Men selvom sommeren omvendt har været usædvanlig kold i år, forhindrer det ikke risikoen for brande under høsten.

Det understreger tallene fra sidste år, hvor sommeren heller ikke var varm, men hvor Topdanmark alligevel registrerede omkring 30 brande i mejetærskere.

– Uanset sommervejret er det vigtigt med fokus på brandforebyggelse, når der høstes. Det er især vigtigt dagligt at rengøre motoren i mejetærskeren og have vandtanke med ud i marken, siger Gunnel Andersson fra Topdanmarks landbrugsafdeling.

– Vi anbefaler også at gennemgå mejetærskeren, også selv om den er rengjort og smurt efter sidste høst. Mus og rotter kan have gnavet på elkabler og hydraulikslange. Omkring 40 procent af alle mejetærskerbrande opstår i ledningsnettet – til dels på grund af små gnavere, siger Gunnel Anderson.

Punktsikring er en god idé
En anden god idé er at få monteret et automatisk brandslukningsanlæg, en såkaldt punktsikring, i motorrummet på mejetærskeren. Punktsikringen udløses ved brand og begrænser skaden, så man kan fortsætte med høstarbejdet.

– Vi har hvert år eksempler, hvor punktsikringen hurtigt slår ilden ned, så man efter et par dage var i gang med høsten igen. Den hurtige slukning af ilden mindsker også risikoen for en omfattende markbrand, siger landbrugsspecialist Gunnel Andersson.

Gode råd

  • Blæs motoren ren dagligt – det gøres nemt og effektivt med en løvblæser.
  • Tjek drivremme og lejer på mejetærskeren.
  • Tjek jævnligt, at pulverslukkerne er i orden. Vend dem op og ned – så sedimenterer pulveret ikke og lægger sig i bunden.
  • Hav altid vand med i marken fx med en gyllevogn eller en tankvogn
  • Hold pauser mindst hver anden time, og gå en tur rundt om maskinen, så mindre fejl på fx lejer opdages
  • Hent 112-app’en og brug den til nødopkald, da den fortæller alarmcentralen præcis, hvor et nødopkald kommer fra

PR-foto: Topdanmark

Forfatter

Related posts

Top