Sænk farten på skolevejene

I den kommende tid vil det igen vrimle med tusindvis af forventningsfulde børn på landets skoleveje, når skolerne åbner igen efter sommerferien.

Det stiller store krav til de øvrige trafikanter, da mange børn endnu ikke har den store erfaring med at gå eller cykle i trafikken, som ofte kan være intensiv i myldretiden ved skolerne.

For at minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme og respektere fartgrænserne på skolevejene er bl.a. Thisted Kommune gået sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i den landsdækkende skolestartskampagne
“Børn på vej”.

Fra d. 10. – 30. august vil kampagnen blandt andet kunne ses på plakater på mange skoleveje.

– I Thy har vi den samme udfordring som i resten af landet, nemlig, at der ved skolevejene bliver kørt for stærkt. Men vi, har også en ambition om, at vi skal passe bedre på hinanden, børn såvel som voksne, og derfor er vi med i Rådets kampagne, fortæller Lars Sloth, direktør for børn og familie i Thisted Kommune.

For mange kører for stærkt
Selv om de fleste respekterer fartgrænserne på skolevejene og viser hensyn, så er der stadig udfordringer. I august sidste år gennemførte politiet en fire ugers kontrol ved skolerne og sigtede 6.200 personer for at køre for stærkt, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Lars Sloth, Direktør for Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune: Foto: Pressefoto

– Vi har heldigvis en masse gode elever, der hver dag stiller sig op i skolepatruljerne og hjælper deres kammerater sikkert i skolen. Det ændrer dog ikke på, at mange forældre og forbipasserende stadig kører for hurtigt. Derfor skal de være mere opmærksomme på hastigheden, når de kommer kørende forbi vores skoler, eller når man skal hente og bringe, uddyber Lars Sloth.

I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik tidligere i år, svarede 18 % af bilisterne, at de i løbet af de seneste tre måneder er kommet til at overtræde hastighedsgrænsen i bil på en skolevej op til flere gange.

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Forfatter

Related posts

Top