Ørodde skal være et område for alle – ikke kun for de få

Læserbrev af Pia Storm, KV21-kandidat for Socialdemokratiet på Mors

Ørodde var et tema i valgkampen for fire år siden, og er det desværre også denne gang.

Hans Ejner Bertelsen udtaler til pressen, at det har været en stående aftale, at campingpladsen skulle udstykkes til byggegrunde.

Jeg vil gerne understrege, at det ikke er korrekt. Det er rigtigt, at det har været de borgerliges inklusiv Demokratisk balances ønske i de seneste mange år i forhold til den udviklingsdagsorden de gik til valg på i 17.

Jeg var stor modstander dengang, hvor jeg på et kommunalbestyrelsesmøde gav udtryk for, at jeg ikke synes, det er særlig ambitiøst at ville forvandle et smukt grønt område til boligområde, som vi i forvejen har nok af muligheder af tæt på Nykøbing.

Jeg ser stadig ikke udstykning af boligområder på campingpladsen som udvikling i området, men som afvikling af et skønt naturområde. Venstre slår på, at det kun udgør en lille procentdel af det samlede område. Det er en sandhed med modifikationer, for det udgør 100 % af det område, vi lige nu har tilladelse til at bebygge.

Som alle nok er bekendt med, er Ørodde en del af en ny kommuneplan. En kommuneplan vi i Socialdemokratiet ikke stemte for, da vi ikke ønsker campingpladsen udstykket til boligformål.

For nyligt oprettede jeg en underskriftsindsamling, hvor der indkom 358 underskrifter på, at der ikke ønskes boliger på campingpladsen. Bevar Ørodde gruppen har over 2000 medlemmer, der også er imod udstykning.

Hertil skal lægges alle de høringssvar, der også er indkommet fra beboere og brugere i området. Hans Ejner Bertelsen har i P4 udtalt, at nogle af de underskrifter der er indkommet, er fra personer, der ikke bor i kommunen. Det er ganske korrekt, at der er få personer med bopæl uden for Mors, der har tilkendegivet deres modstand. Ifølge Venstre bør disse personers holdning ikke tages til efterretning. Det er jeg helt uenig i, det er personer, der har en stor og ægte interesse i at bevare området som et naturskønt område.

Personer der bl.a. bor på campingpladsen i deres ferier, og som kunne være mulige tilflyttere. Herudover er der nogle enkelte personer, der er født på Mors og som påtænker at flytte tilbage til Mors igen senere i livet.

Altså lige netop nogle af de personer, som de borgerlige ønsker at tiltrække.
Vi bør i stedet for se på, hvordan den gamle NIF stadion og Kvejborgs-eng kan komme hele Mors til gavn.

Vi skal lave en forpagtningsaftale med ejeren af campingpladsen, der løber over flere år, så hans virke er sikret. Cricket-klubben og tennisklubben skal selvfølgelig have lov til at ligge, hvor de altid har lagt, medmindre de selv ønsker en anden placering, og dialogen om der skal være madpakkehus, shelter osv. skal være en åben og demokratisk proces med morsingboerne, så det bliver et område for alle og ikke kun de få.

Jeg gav klart udtryk for min holdning dengang, og gør det igen. Der skal ikke udstykkes i området, det skal fortsat være et rekreativt, bynært og grønt område, til gavn og glæde for alle de mennesker og dyr der færdes der.

Muligheder er der mange af, byggegrunde er ikke en af dem.

Forfatter
Tags

Related posts

Top