Nyudklækkede ernæringsassistenter er allerede afsat

Nordic Food College på Mors har afholdt dimission for elever på hovedforløb 3 på ernæringsassistentuddannelsen.

Her blev de nyuddannede ernæringsassistenter fejret på behørig vis af familie, venner og undervisere – og med en lækker afskedsbuffet kreeret af skolens egne råvarer.

De fire nye ernæringsassistenter er Malene Gregersen (Aalborg Universitetshospital Thisted), Pia Møller Poulsen (Aalborg Universitetshospital Thisted), Tanja Enoksen Nielsen (Nordic Food College) og Christina Johansen (Dragsbækcenteret Thisted).

At der er rift om dygtige ernæringsprofessionelle i branchen ses tydeligt. De nyudklækkede ernæringsassistenter er nemlig allerede i arbejde, og der er således ikke meget tid til at hvile på laurbærrene oven på deres veloverståede svendeprøver.

Underviser Katrine Søndergaard er ikke det mindste overrasket over, at de fire ernæringsassistenter så hurtigt er kommet i job, for hun har oplevet dem som et hold engagerede elever med et meget højt fagligt niveau, og et hold hvis forskelligheder, erfaringer, nysgerrighed og lyst til sparring har løftet dem højt.

Ud over at kunne glæde sig over nu at være faglært ernæringsassistent, kunne ernæringsassistent Tanja Enoksen Nielsen glæde sig over at blive tildelt Kost og Ernæringsforbundets Kammeratskabspris, som hun modtog med følgende begrundelse:

– Tanja er rummelig, og hun har evnen til at være en god klassekammerat, uanset hvilken situation hun befinder sig i.

Forfatter

Related posts

Top