Nye ungdomsboliger på Mors: Styregruppe anbefaler fagentreprise

Lokale firmaer skal også have mulighed for at komme på banen, når der skal indhentes tilbud om at bygge 49 ungdomsboliger til knap 47 millioner på Tranevej i Nykøbing.

Sådan lyder anbefalingen fra formand Meiner Nørgaard (DF) og resten af den politiske styregruppe i forhold til millionprojektet, som Boligselskabet Nykøbing Mors er bygherre på.

– Vi anbefaler og håber, at udbudsmaterialet bliver opdelt i fagentrepriser, så opgaven kan deles op og mindre lokale firmaer bedre kan byde ind. Det er kun få større firmaer, som kan være med, hvis det bliver en samlet totalentreprise. Anbefalingen om fagentrepriser er en enstemmig beslutning i gruppen, siger Meiner Nørgaard.

Han understreger, at det ikke er en garanti for at opgaverne går til lokale håndværkere, men at det giver god mening med fagentrepriser, så muligheden i hvert fald er der.

Det forventes, at udbudsmaterialet er klar omkring marts næste år.

Attraktivt studiemiljø
Planerne om de attraktive ungdomsboliger er løbende blev kvalificeret med workshop og møder, hvor blandt unge er kommet med input til deres ønsker for boligerne. Der er også kommet gode input fra mange af de aktører, der ligger tæt ved de kommende ungdomsboliger – både uddannelsesinstitutioner og de mange aktører omkring Morsø Multipark.

– Vi er glade for alle de mange input, og vi ser meget frem til det fortsatte samarbejde med Boligselskabet Nykøbing Mors og Domea om projektet. Planen er at byggeriet er går i gang næste sommer og er færdigt til studiestart 2022, fortæller Meiner Nørgaard.

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top