Nye tider i Thy Erhvervsforum

Efter nu 10 års virke er det tid til refleksion hos Thy Erhvervsforum. Tilbageblik og erfaring skal være med til at bidrage til en ny strategi.

– Der er i dag et stigende krav til vores leverancer indenfor iværksætteri, erhvervsfremme, grøn omstilling og digitalisering, og det står nu lysende klart, at vi i Thy Erhvervsforum har et kæmpe uforløst potentiale, skriver formand Elias Grauenkjær i en pressemeddelelse.

Erhvervslivet i Thy efterspørger i følge hende en meget mere synlig og proaktiv medspiller, som også kan evne at være bindeled mellem erhvervslivet og det kommunale – eller som kan guide virksomhederne i retningen af nye samarbejder, der kan bidrage til vækst og udvikling.

– Vi har på visse områder brug for fornyelse, hvis vi skal lykkes med opgaven. Der vil derfor ske ændringer i organiseringen, så vi fremadrettet kan styrke indsatsen på vores kerneopgaver, som er iværksætteri, forretningsudvikling og erhvervsudvikling, fortæller Elisa Grauenkjær.

Hun fortsætter:

– Det skal ingen hemmelighed være, at vi har haft nogle vigende resultater i de seneste år, og dette skal og vil vi, i den nuværende bestyrelse, ikke sidde overhørig. Vores holdning er, at Thy Erhvervsforum skal drives som en virksomhed, hvor man også bliver nødt til at agere, når der er udfordringer.

I april blev Lisbeth Bang Nielsen ansat som ny erhvervschef.

– Jeg har en klar forventning til, at vi i samarbejde med Lisbeth vil lykkes, så vi kan være en erhvervsforening, der er i takt med tid og udvikling, lyder det fra Elisa Graunkjær.

– Thy Erhvervsforum skal være en hub for erhvervslivet. Her skal man som erhvervsdrivende kunne komme til os med udfordringer, spørgsmål, tanker og ideer – og blive guidet videre til rådgivere, sparringspartnere, mentorer og netværk, slutter Elisa Grauenkjær.

Arkivfoto: Thy Erhvervsforum

Forfatter

Related posts

Top