Mads K. Andersen skifter til Bjerringbro-Silkeborg

Som fortalt tidligere idag stopper profilen Mads K. Andersen i Mors-Thy Håndbold efter næste sæson.

Onsdag aften blev han ved et sponsorarrangement præsenteret i sin nye klub; Bjerringbro-Silkeborg. Her har han skrevet under på en 3-årig kontrakt.

– Jeg har haft nogle gode snakke med Peter Bredsdorff-Larsen, og selve projektet Bjerringbro-Silkeborg lyder rigtig spændende. Samtidig ser jeg det som et step op i min karriere, at jeg nu skal til en større klub i Danmark, siger Mads Kjeldgaard Andersen om sit kommende skifte.

– Selve setuppet virker enormt professionelt, så det glæder jeg mig rigtig meget til,” siger den nuværende Mors-Thy-spiller.

Før Mads Kjeldgaard Andersen skifter Mors-Thy-trøjen ud med en, hvor der står Bjerringbro-Silkeborg på brystet, mødes de to hold i 1/8-finalen i Santander Cup i august.

– Så længe jeg har Mors-Thy på brystet, så spiller jeg selvfølgelig 100 procent for at vinde. Så må jeg undskylde året efter, hvis vi tager en sejr, siger bagspilleren inden mødet med sine kommende kollegaer.

En komplet spiller
Ifølge Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen har klubben fulgt Mads Kjeldgaard Andersen i nogle sæsoner, og de har set ham udvikle sig til en dygtig ligaspiller på kort tid.

– Vi tror på, at Mads vil udvikle sig yderlige i de kommende sæsoner, og at han med tiden kan blive en nøglespiller for Bjerringbro-Silkeborg. Mads er fortsat ung, men han er allerede en meget komplet spiller, der bidrager med stor kvalitet i alle faser af spillet, siger Peter Bredsdorff-Larsen og uddyber:

– I forsvaret kan han løse flere opgaver, og i angrebet er han en fleksibel spiller, der fra flere positioner på banen kan bidrage med både mål og assists. Vi glæder os rigtig meget til at få Mads som holdkammerat og til at præsentere ham for vores store hjemmepublikum, og jeg er sikker på, at vi med Mads på vores hold også i de kommende sæsoner vil levere mange oplevelser i særklasse.

Foto: Bjerringbro-Silkeborg Håndbold

Mads K. Andersen stopper i Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top