Livreddertårne på plads i Vorupør fem år mere

Der vil også de næste fem somre være livreddere til stede på stranden om sommeren i Vorupør.

Et flertal i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har i denne uge godkendt en forlængelse af den nuværende aftale med TrygFonden, som har stået bag livredderindsatsen på stranden denne sommer.

I forlængelse af udpegning af området Vorupør, som et særligt feriespot i udviklingsplanen for Vestkysten, anbefalede Plan- og Miljøafdelingen da også at fortsætte med at opstille livreddertårn ved Vorupør.

I løbet af sommeren har livredderne været involveret i to livreddende aktioner, 56 førstehjælpsaktioner og 155 forebyggende aktioner, foruden 1.654 aktioner vedrørende uddeling af baderåd eller lignende.

Livreddertårnet leveres af TrygFonden, som også sørger for bemandingen af tårnet i sæsonen. Thisted Kommune står for op- og nedtagning af tårnet, opbevaring af tårnet uden for sæsonen samt at stille overnatning til rådighed for livredderne i sæsonen.

I 2021 har der indtil videre været udgifter til overnatning for livredderne i sæsonen for 45.586 kr. og nedtagning af tårnet for 7.500 kr. Det er ikke endnu ikke opgjort, hvor meget opbevaring af tårnet uden for sæsonen vil koste, men det forventes at blive ca. 10.000 kr. Samlede udgifter forventes at blive ca. 60 – 70.000 kr.

Det forventes, at omkostningerne for 2022 vil ligge i et tilsvarende niveau og afholdes inden for driftsbudgettet.

Forfatter

Related posts

Top