Kun Morsø og 7 andre kommuner er ikke med – endnu

Kun Morsø og syv andre af landets kommuner har ikke tilmeldt sig dysten om at blive Danmarks vildeste kommune.

Dysten, som blev udskrevet af miljøminister Lea Wermelin i februar, handler om at gøre noget VILDT for biodiversiteten. Men hvorfor har Morsø Kommune valgt ikke at deltage?

– Baggrunden for at vi ikke tilmeldte os konkurrencen er, at vi ikke umiddelbart har ressourcerne til en deltagelse. Desuden er det politisk aftalt bla. at mødes med DN (Danmarks Naturfredningsforening, red.) og forsøge at inddrage private aktører. Så vi er ”på banen”, lyder svaret fra borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

Fristen for at tilmelde sig dysten udløb i går, og tilmeldingslisten tæller stort set alle landets kommuner – og det har gjort indtryk på borgmesterkontoret i Nykøbing.

Borgmester fortryder
Miljøministeren har dog åbnet en kattelem for, at de sidste kommuner – herunder altså Morsø Kommune – kan tilmelde sig, hvis de giver besked hurtigt. Og det faktisk lige præcis hvad Hans Ejner Bertelsen nu vil foreslå, at Morsø Kommune gør:

– Som situationen er nu, hvor næsten alle kommuner er med, og vist alle nordjyske kommuner er med , vil jeg foreslå, at vi alligevel tilmelder os, lyder det fra Hans Ejner Bertelsen.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V). Foto: Morsø Kommune

Tilmeldingen er dog betinget af, at kommunalbestyrelsen godkender deltagelsen på et senere tidspunkt.

– Vi har som nævnt ikke afsatte midler til opgaven, men mit forslag kunne være, at vi udover de, der allerede er tænkt inviteret til et møde omkring emnet, også at invitere landdistriktsrådet ind, fortsætter Hans Ejner Bertelsen, der vil tage fat i den øvrige kommunalbestyrelsen allerede i dag.

– De repræsenterer alle vore beboerforeninger og det ville være dejligt at få dem involveret i opgaven, da de om nogen kender Mors og gerne og dygtigt fortæller de gode historier, fortsætter han.

Præmie på 1 million kroner
Miljøministeriets dyst har til formål at få kommunerne og danskerne til at lade græsslåmaskinen stå og i stedet dyrke, hylde og omfavne den vilde natur.

– Selvom vi kårer en vinder, er det en konkurrence, hvor vi allesammen vinder. Gevinsten ved at give naturen mere plads er naturligvis større end titlen i sig selv, understreger miljøminister Lea Wermelin.

Foruden den ærefulde titel som Danmarks VILDESTE kommune, får den vindende kommune også overdraget 1 million af Den Danske Naturfond dedikeret til et VILDT naturprojekt.

Fakta om dysten

  • Dysten løber fra foråret 2021 til efteråret 2022, hvor den VILDESTE kommune kåres af dommerpanelet bestående af miljøminister Lea Wermelin og biolog Morten DD. Hansen.
  • Kommunekonkurrencen er en del af kampagnen ’Sammen om et VILDERE Danmark’, der sigter mod at gøre den danske natur VILDERE til fordel for biodiversiteten. Målet er at motivere og inspirere kommuner og borgere til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur. Læs mere her.
  • Biodiversiteten er i tilbagegang overalt i verden. Arter uddør hurtigere end nogensinde før, og 1 million dyre- og plantearter er i fare for at uddø. På den baggrund glæder miljøminister Lea Wermelin sig over, at så mange kommuner har valgt at hjælpe den nødlidende natur.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top