Flertal af bilisterne ønsker mere fartkontrol

Politiet sætter fra mandag ind med en uges fartkontrol, og det falder i god jord blandt bilisterne.

Syv ud af ti bilister ønsker ligefrem mere fartkontrol på vejene, viser ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik.

Blandt de yngste bilister (17-24 år) svarer 60 %, at det er en god ide med mere fartkontrol, mens der er størst opbakning hos bilisterne over 50 år, hvor 72 % siger, at det er en god ide.

– Når der er så mange, der bakker op om politiets fartkontrol og ligefrem ønsker mere kontrol, så siger det os, at for høj fart opleves som et stort problem mange steder. Det stemmer godt overens med de henvendelser, som vi løbende får, hvor folk fortæller, at de og deres børn er utrygge i trafikken på grund af for høj fart, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

I undersøgelsen er det kun 7% af de adspurgte, der siger, at det er en dårlig eller en meget dårlig ide med mere fartkontrol.

Politiet sætter ind med landsdækkende fartkontrol fra mandag den 11. til og med fredag den 15. oktober.

Forfatter

Related posts

Top