EUC Nordvest holder Åbent Hus i Nykøbing og Thisted

Der er under to måneder til, at eleverne fra grundskoler og efterskoler over hele landet skal træffe den vigtige beslutning om valg af ungdomsuddannelse. Det er en stor beslutning og et vigtigt step ind i fremtiden, og med en uhyre bred pallette af valgmuligheder kræver det, at de unge tænker sig rigtig godt om.

Derfor holder EUC Nordvest Åbent Hus på de merkantile uddannelser onsdag d. 16. januar.

– Det kan være svært at navigere i de mange tilbud og danne sig et godt overblik. Udbuddet er stort, og der er mange informationer, man skal forholde sig til, men det er bare så vigtigt, at man suger al den information til sig, man kan få, så de unge får truffet deres valg på et godt og veloplyst grundlag, fortæller vicedirektør Kenny Thomsen fra EUC Nordvest.

Mød både undervisere, studievejledere og elever
Åbent Hus-arrangementet plejer at være velbesøgt. Der er mange, der benytter sig af lejligheden til at få inspiration, blive afklaret, få svar på eventuelle spørgsmål om de forskellige uddannelser, studieretninger og fag, ligesom det for mange også er vigtigt at komme ud at se skolen og opleve studiemiljøet i de forskellige afdelinger.

– Der er ingen tvivl om, at også det sociale liv på skolen vejer tungt på vægtskålen. Og det er faktisk både hos eleverne selv og deres forældre. Så ud over at vi naturligvis har sat både undervisere og studievejledere stævne, så har de besøgende også mulighed for at møde nogle af vores elever, der kan fortælle om, hvordan de oplever det at være elev på stedet, fortæller Kenny Thomsen.

Uanset om man føler sig helt på bar bund, er i tvivl om, eller er tæt på en afklaring omkring valg af ungdomsuddannelse, anbefaler Kenny Thomsen, at man lægger vejen forbi EUC Nordvests Åbent Hus i enten Nykøbing eller Thisted, så man bliver bedst muligt klædt på til at tage den vigtige beslutning, og således får valgt netop dén uddannelse, der bedst matcher ens interesser og fremtidsdrømme bedst.

Åbent Hus i Nykøbing er fra kl. 19.00 – 20.30, mens det i Thisted er fra kl. 19.00 – 21.00.

Forfatter

Related posts

Top