En uddannelse med gunstige jobmuligheder

Torsdag middag blev det bekræftet, at den attraktive maskinmesteruddannelse fremover bliver en del af uddannelsespaletten i Thy.

Det er det maritime og polytekniske uddannelsescenter, MARTEC, der er blevet godkendt til at udbyde maskinmesteruddannelsen i Thisted, men udbuddet sker i tæt samarbejde med EUC Nordvest, som skal varetage første del af uddannelsen.

– Vi er temmelig begejstrede over, at det er lykkes at få maskinmesteruddannelsen til Thisted. Ikke blot på egne vegne, men på hele Nordvestjyllands vegne, fortæller direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.

Maskinmesteruddannelsen er Danmarks bredeste og mest alsidige tekniske uddannelse, og selvom mange forbinder uddannelsen med et job til søs er det langt fra den eneste mulighed.

– Alle virksomheder der har store produktionsanlæg, der skal holdes i drift, kan bruge en dygtig maskinmester, og derfor er det også en uddannelse med gunstige jobudsigter, siger EUC Nordvest-direktøren.

De første studerende forventes at kunne starte på uddannelsen midt i august.

Der er sidste frist for ansøgning via www.optagelse.dk den 5. juli.

Forfatter

Related posts

Top