En anden stemte i Gertruds navn: – Du har stemt!

Normalt plejer det at gå glat, når man skal afgive sin stemme til kommunalvalget.

Det var formentlig også med den forventning, at pensionisten Gertrud Riis fra Nykøbing i går aftes begav sig mod Nykøbing Hallen for at sætte sit kryds.

Men da hun skulle have udleveret sine stemmesedler fik hun den besked, at hun allerede havde stemt. Det skriver Nordjyske.

Sagen blev undersøgt og det viste sig, at en anden person allerede i fredags via brev havde stemt i Gertrud Riis navn.

– Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er at jeg forleden mistede mit pas i forbindelse med en flytning. Jeg har en mistanke om, at det lå i en skuffe på et møbel, der blev afleveret til genbrug, og at nogen så har snuppet passet der, forklarer hun til Nordjyske.

Ved at sammenligne Gertrud Riis’ underskrift med den forfalskede underskrift stod det klart, at brevstemmen var sket under falske omstændigheder.

Gertrud Riis fik derfor lov til at stemme, mens brevstemmen fra i fredag blev erklæret ugyldig.

Hvem der har stemt i Gertrud Riis’ navn vil nu blive undersøgt nærmere.

Forfatter

Related posts

Top