Charmeoffensiv skal imødekomme efterspørgsel i landbrugsbranchen

Region Nordjyllands fire landboforeninger, Landbo Nord Agri Nord, Landbo Thy og nf plus, står bag en ny kampagne, der skal tiltrække flere unge til landbrugsuddannelserne. Og det er en absolut nødvendighed, at flere unge vælger dén vej, hvis man skal kunne imødekomme branchens stadigt stigende behov for faglært arbejdskraft.

Landbrugserhvervet kommer til at mangle hænder i de kommende år, og der er derfor et stort behov for at få tilført mere faglært arbejdskraft til erhvervet. En ny prognose fra Landbrug & Fødevarer estimerer, at der i 2030 vil mangle ca. 2.200 elever på landsplan hvis man skal kunne imødekomme efterspørgslen fra branchen.

Allerede nu har den lokale landbrugsskole, Morsø Landbrugsskole, imidlertid svært ved at imødekomme efterspørgslen på landbrugselever til lokalområdet. Og det er selvom at antallet af uddannelsesaftaler på landbrugsuddannelserne er historisk højt:

Praktikgaranti
– Til trods for en markant stigning, står vi alligevel i en situation, hvor vi har landmænd på venteliste til elever. Vi har simpelthen ikke elever nok til at imødekomme efterspørgslen fra erhvervet. Det er naturligvis positivt for vores elever, idet den nuværende situation må siges at være det tætteste, man kommer på en praktikpladsgaranti, men for branchen er det en udfordring. Vi må og skal tiltrække flere elever, hvis vi skal kunne bibeholde Danmarks suveræne førerposition inden for fødevareproduktion, og som skole gør vi alt, hvad vi kan for at synliggøre for de unge, at landbrugsuddannelsen er en attraktiv vej at gå, siger forstander og uddannelseschef Jonas Lundgren Bach Korsgaard og fotsætter:

– I den sammenhæng er det absolut glædeligt, at branchen bakker op og iværksætter en kampagne til formålet. Vi har jo et fælles mål her, så det er kun positivt, hvis vi kan forene kræfterne og sætte ind fra flere sider.

Landboforeningernes har i forbindelse med kampagnen udarbejdet en video, der skal promovere landmandsuddannelsen. Videoen ligger på YouTube og er blevet delt både på landboforeningernes sociale medier, og de regionale landbrugsskolers sociale medier. Herudover vil den blive brugt aktivt i forbindelse med brobygning, uddannelsesmesser o.lign.

Forfatter

Related posts

Top