Arkitektur- og Bevaringspris uddelt på Mors

Morsø Kommunes Arkitekturudvalg har i denne uge uddelt to priser: Arkitekturprisen og Bevaringsprisen.

Priserne blev uddelt i forbindelse med Arkitekturens Dag, som i hele landet markeres med arrangementer, der sætter fokus på arkitektur.

Vinderen af Bevaringsprisen 2020 er Dueholmgade 7, hvor Else og Jens Christian Sø har foretaget en yderst omhyggelig renovering af ejendommen.

– Der er tale om en håndværksmæssige udførelse af høj kvalitet, og der har været fokus på særlige detaljer som eksempelvis vinduernes inddelinger, der svarer til de originale fra husets opførelse, skriver Morsø Kommune på sin hjemmeside.

Museumsdirektør Anders Have Espersen fortæller bl.a. om ejendommen, at:

Foto: Morsø Kommune

– Huset er det første, der blev opført på Dueholmgade. Bygherren var købmand Christian Sørensen, der var kommet til Nykøbing omkring århundredeskiftet og havde gjort sig godt bemærket som handelskommis.

– Christian Sørensen var en velanset mand, der i 1932 blev direktør i byens sparekasse, og i en periode var formand for byens handelsstandsforening. Han flyttede fra Nykøbing i 1948, hvor han slog sig ned i Fredericia. Her døde han i 1953.

Arkitekturprisen
Vinderen af Arkitekturprisen 2020 er Hanklitvej 4, hvor Anna Marie Madsen og Rasmus Møller har opført et helt særligt byggeri, som repræsenterer nytænkning i forhold til det ”at bo”.

Foto: Morsø Kommune

Her synes både komfort og bæredygtighed at være omdrejningspunkter. Samtidigt er huset et flot eksempel på, hvordan landskabet og omgivelserne indgår i oplevelsen af huset.

Arkitekt Laura Mazanti fra tegnestuen KARM har arbejdet sammen med Anna Marie og Rasmus. Hun var også med ved overrækkelsen og har følgende tanker om huset:

– Det er åbenlyst at snakke om farver og materialer som en del af oplevelsen. Rasmus og Anna Marie har ikke været bange for at vælge løsninger med karakter frem for det ’neutrale’. Det er fedt!

 

LÆS OGSÅ:

Gyrup Gård og Thy Whisky præmieret for smukt byggeri

 

Forfatter

Related posts

Top