Lyden af Tour de France: Jørgen Leth kommer til Thy

Fredag d. 3. juni kl. 19 besøger den legendariske cykelkommentator, filminstruktør og digter Jørgen Leth Thy, når KulturRummet sætter ham stævne i Thisted Musikteater til en statussamtale over livets op- og nedture.

– I KulturRummet inviterer vi flere gange i løbet af året thyboerne inden for til en samtale om livets store spørgsmål, og denne gang er det en af de helt store i det danske kulturliv, som thyboerne får mulighed for at komme tættere på, fortæller Martin Rohr Gregersen, der er litteratur- og kulturformidler i KulturRummet.

Jørgen Leths kunstneriske rækkevidde er stor: Han er kendt vidt og bredt som både filminstruktør, cykelkommentator, forfatter og digter, og i alle udtryksformer har han vist sig som en af de bedste, hvis ikke dén bedste.

– Så vi ser virkelig frem til at byde Jørgen Leth velkommen til Thy og ikke mindst at blive klogere på hans op- og nedture: Vi skal selvfølgelig runde de franske bjergtoppe. Men vi skal også omkring jordskælvet i Haiti, hvor ikke bare Leths hjem, men også livet, kroppen og sproget lå i ruiner, og så skal vi tage livtag med alderdommens forfald, som han har skrevet nogle virkelig påtrængende tekster om, lyder det fra Martin Rohr Gregersen.

Man kan tilmelde sig arrangementet, der er støttet af Statens Kunstfond, ved at skrive til bibliotek@thisted.dk – det koster 180 kr. at deltage.

Foto: Søren Solberg

Forfatter

Related posts

Top