Vores kultur på Mors

Læserbrev af Poul Erik Futtrup, KV21-kandidat for Det Konservative Folkeparti på Mors

“Mennesket skal ikke lever af brød alene – vi har brug for åndelig føde også”

På Mors har vi altid være med i front, når det handler om at tænke nye tanker og udvikle vores kultur. Jeg og de konservative på Mors ønsker, at Morsø Kommune fortsat skal spille en stor rolle i at støtte og udvikle kulturen på Mors.

Det bliver ofte diskuteret om kulturen kan betale sig. I Det Konservative Folkeparti mener vi, at kultur er en god investering. Jeg synes, det kunne være spændende at udbygge samarbejdet mellem kulturlivet og erhvervslivet på Mors, og jeg er sikre på, at alle parter kan se muligheder og få udbytte at sådant et samarbejde.

Mors er allerede kendt i Danmark for at være vært ved Kulturmødet på Mors. Kulturpersoner og institutioner kommer til Mors og debatterer kultur i bred forstand disse dage. Det er nogle fantastiske dage, og jeg kan kun rose og støtte op om det. Jeg vil dog gerne være med til at styrke Kulturmødet f.eks. ved en større inddragelse af borgere og foreningerne på Mors og både i forberedelsesfasen og ved at have egne idéer og indslag med. Jeg tror, at det vil give flere borgere følelsen af, at Kulturmødet er for alle og ikke blot for eliten.

Jeg er glad for, at Mors igen har fået en højskole, og så ligger den i Flade – et af de smukkeste steder på øen. Jeg er stor fortaler for de frie skoler på Mors og i særdeleshed for vores højskole. Jeg synes, alle der kan, skal støtte højskolen så meget som muligt. Kommunen kan støtte skolen ved f.eks. at afholde arrangementer på skolen, så ofte det kan lade sig gøre.

Skarregaard har siden 1978 været Morsø Kommunes ejendom. Fra den 1/1 2022 overgår ansvaret for den til en gruppe frivillige, som vil forsøge at bevare stedet som den kulturhistoriske perle, den er. Jeg synes, at Morsø Kommune bør bære et meget større økonomisk ansvar end det, der lægges op til i det budgetforlig kommunalbestyrelsen har vedtaget for 2022.

Mors var i 1860’erne et epicenter for radikale tanker, der udsprang fra de nye højskoler. Vi har fostret kendte danskere som forfatteren Aksel Sandemose, frihedskæmperen og politikeren Frode Jakobsen og senere billedhuggeren Erik Heide. Jeg og de konservative ønsker, at Mors igen kommer til at spille en afgørende rolle på kulturscenen. Det kræver dog, at vi har mod til at indgå i partnerskaber og sammenhænge, hvor der er højt til loftet og resultaterne ikke er givet på forhånd.

Jeg har modet og vil arbejde for mine synspunkter i dette debatindlæg, hvis jeg får mandat til det ved kommunalvalget den 16. november.

Forfatter
Top