Vi knalder for Thy – sparer energi, giver flere børn og et smil på læben

Energikrisen, krigen i Ukraine, den tårnhøje inflation og efterveerne efter Corona-krisen, fylder meget i rigtigt mange Thyboers hverdag. Derfor skal der findes nogle utraditionelle løsninger. Nu søsætter Thy Detailforum kampagnen ”Vi knalder for Thy”. Den skal få energiforbruget ned, give flere børn i Thy og samtidigt give et smil på læben i en tid, hvor der knap så meget at grine ad.

Thyboerne skal ganske enkelt slukke lyset og hoppe i kanen en times tid hver onsdag aften i hele oktober.

– på den måde sparer vi strøm, hvilket er godt for både privat- og samfundsøkonomien. En gennemsnitlig husstand i Thy bruger 0.6 KWh i timen. Vi har cirka 13.000 husstande i Thy og slukker vi lyser i en time, sparer vi 31.200 KWh eller over 175.000 kroner målt ud fra den forventede gennemsnitlige elpris på 5,67 øre per KWh for oktober, fortæller Handelschef Michael Vendelbo.

Flere børn sikrer fremtiden

Han påpeger, at en tur under dynen hver onsdag aften, udover at give varmen, også er godt for fødselstallet i kommunen.

– der bliver født cirka 450 børn i Thy om året, eller omkring 37 om måneden. Det tal må gerne blive endnu større. Jo flere børn, jo mere fremtidig arbejdskraft, større skattegrundlag og flere kunder til vores lokale handels- og servicevirksomheder, påpeger Michael Vendelbo.

Handelschefen understreger, at den nye kampagne, ikke vil løse alle de aktuelle problemer.

– men vi kan yde et utraditionelt bidrag til at løse den aktuelle krise samt være med til at dæmme op for faldende befolkningstal i Thy på en sjov og utraditionel måde med kampagnen ”Vi knalder for Thy”, lyder det fra Handelschef Michael Vendelbo.

Han ser frem til at se resultatet – om ni måneder – i sommeren 2023. Kampagnen ”Vi knalder for Thy” løber hele oktober måned.

Foto: Arkivfoto

Forfatter
Top