Varebilschaufførers uopmærksomhed har ført til ulykker

Uopmærksomhed har spillet en stor rolle i flere varebilsulykker i Danmark. Det konkluderer Havarikommissionen for Vejtrafikulykker i en undersøgelse.

Undersøgelsen baserer sig på 23 ulykker, hvor varebiler har været involveret.

Ifølge undersøgelsen var varebilschaufførernes uopmærksomhed medvirkende til, at det gik galt i over halvdelen af ulykkerne.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) mener, det er skræmmende, at varebilschauffører har så udbredt en mangel på opmærksomhed og koncentration, når de kører bil.

– Jeg håber, at branchen vil benytte lejligheden til at granske deres transport, så chaufførerne får de pauser og hvil, der måtte være brug for, så de kan koncentrere sig om deres kørsel og den trafik, de kører i. Dermed kan vi igen få de gode vaner og den rette adfærd tilbage på vejene.

– Ulykker med varebiler er ekstra alvorlige, og det handler om vores alle sammens sikkerhed i trafikken, siger Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Ulykkerne, hvor uopmærksomhed var afgørende, skete typisk på lange lige strækninger i enkle trafiksituationer, hvor varebilsføreren kørte op bagi et køretøj, der holdt stille eller kørte langsommere foran dem.

Flere forskellige forhold lå bag uopmærksomheden. Mindst fem varebilsførere var distraheret af mobiltelefonbrug eller andre ting, der ikke havde med kørslen at gøre.

I flere tilfælde var træthed og oplevelsen af at køre i en meget enkel og forudsigelig trafiksituation sandsynligvis medvirkende til det nedsatte opmærksomhedsniveau.

Enkelte førere havde opmærksomheden rettet mod at overhale og kørte risikobetonet. Træthed og for høj fart var også medvirkende årsager i en række af de undersøgte ulykker.

Derudover kørte 15 varebilsførere for hurtigt i forhold til hastighedsgrænsen i tiden lige op til ulykken.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

U-vending skyld i trafikuheld

Foto: Presse-fotos.dk

Forfatter

Related posts

Top