Traktorbrand i halmlade kunne have udviklet sig voldsomt

En lade med 500-600 bigballer kunne nemt have været gået op i flammer på Sydmors torsdag morgen.

En traktor, som stod parkeret tæt på halmen, brød nemlig pludselig i brand – formentlig på grund af en elektrisk kortslutning. Det skriver Nordjyske.

Havde flammerne fra traktoren fået fat i halmen kunne det nemt have udviklet sig til en storbrand. Heldigvis blev traktorbranden hurtigt opdaget af folkene på gården, der ligger på Asselsvej tæt på Øster Assels.

– De gik selv i gang med at slukke ilden med vand, og der er ingen tvivl om, at de dermed fik forhindret en stor brand, siger indsatsleder Mogens Hansen fra Nordjyllands Beredskab til Nordjyske.

Alarmen lød klokken 08.47, og da beredskabet nåede frem fik de trukket traktoren ud af halmladen, hvorefter de sidste gløder blev slukket.

 

Forfatter

Related posts

Top