Thy-kunstner udstiller i Skive

Billedkunstneren Sanne Friis fra Villerslev i Thy er en af udstillerne på dette års udgave af ”Kunst for Alle” i Skive.

Sanne Friis er mest kendt for sine malerier med farverige kvinder, der på lærredet folder sig ud i en hyldest til livet og livsglæden, men efter at hun for nogle år siden flyttede fra Holstebro til Thy, hvor hun fra sit atelier har panoramaudsigt over det smukke Limfjordslandskab i Sydthy, har hun ladet sig inspirere til sine ”Limfjordsfantasier”.

Foruden at beskæftige sig med billedkunst driver Sanne Friis også galleriet, Thy til kunsten-Galleri Friis, hvor hun ud over sine egne ting også altid udstiller værker af 8 – 10 andre kunstnere, og hun fortæller, at hun ofte bruger kunstudstillingen i Skive til at finde ny kunst og spændende kunstnere til udstillinger i hendes eget galleri på hjemadressen i Villerslev.

– Jeg har igennem flere år deltaget med en stand på udstillingen i Skive, som plejer at være meget velbesøgt. Arrangørerne har altid været omstillingsparate, og derfor har de formået at skabe en rigtig hyggelig atmosfære både for de mange gæster og for os udstillere, fortæller Sanne Friis.

– Som den fremstår i form og kvalitet i dag er Kunst for Alle i Skive efter min mening den mest betydende salgsudstilling for samtidskunst i Nordvestjylland, hvor man år efter år præsenterer mange dygtige kunstnere fra hele landet, der fremviser deres værker og kunstneriske evner inden for genrerne malerier, skulpturer, grafik, smykker, glaskunst, keramik med mere.

Kunst for alle 2019 finder sted i Kulturcenter Limfjord i weekenden d. 26. og 27. januar fra kl. 11-17. Udstillingen er også en salgsudstilling, så skulle man forelske sig i et af de udstillede værker, er det muligt at handle med kunstneren selv, idet alle kunstnere er at finde i deres stande for en snak eller en god handel.

Forfatter

Related posts

Top