Stor stigning i børns henvendelser om digitale krænkelser

Sidste år oplevede Red Barnet en 87 procents stigning i henvendelser fra børn og unge om digitale krænkelser.

Organisationens SletDet-rådgivning, som hjælper børn og unge, der har været udsat for krænkelser på nettet, modtog 1319 henvendelser i 2020. Året inden var der 707 henvendelser.

Det skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.

– Vi er glade for, at flere børn og unge henvender sig. Det betyder, at flere får hjælp, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

– Men vi er samtidig dybt bekymrede over, at så mange børn og unge oplever digitale krænkelser som eksempelvis at få delt et intimt billede uden at have givet samtykke til det. For vi ved, at det kan have voldsomme konsekvenser for et barns liv eller ungdomsliv.

Næsten en tredjedel af henvendelserne drejede sig om sexkrænkelser som eksempelvis at få delt et nøgenbillede ufrivilligt.

Red Barnet mener, at coronakrisen har gjort børn og unge mere digitalt udsatte. Nedlukningen har betydet, at deres undervisning og sociale liv i højere grad foregår over nettet. Organisationen ønsker nu, at digitale krænkelser bliver taget “langt mere alvorligt”.

– Vi har i allerhøjeste grad brug for en lovgivning, der tager digitale krænkelser mere alvorligt.

– Blandt andet ved at pålægge sociale medier at fjerne krænkende materiale, senest 24 timer efter at de har fået besked om det. Ligesom vi har behov for, at ofre kan få langt bedre hjælp, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

SletDet-rådgivningen blev oprettet i 2016. Her er det psykologer, socialrådgivere og tidligere specialefterforskere, der hjælper børnene og de unge. Rådgivningen udvidede åbningstiderne i 2020. Det kan også være en faktor i stigningen af henvendelser, vurderer Red Barnet.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top