SOSU-skolen i Thisted har vokseværk og bygger nyt – igen

I 2014 blev SOSU-skolen i Thisted indviet i den nuværende bygning på Lerpyttervej.

Dengang talte Bente Bang, der er formand for SOSU skolerne Skive-Thisted-Viborg, om, at målet var at bygge så fremtidssikret, at der var plads og faciliteter til uddannelsen mange år fremover.

Nu blot fem år senere har virkeligheden dog indhentet forventningerne, og derfor har skolen nu besluttet at bygge nyt igen.

Skolens bestyrelse har derfor genoptaget kontakten til P+P arkitekter, der har kontor i Thisted, og som vandt arkitektopgaven ved byggeriet i 2014. De skal bl.a. projektere en udvidelse af skolen med 3 store undervisningslokaler og kantine samt nogle yderligere mindre rum, i alt knapt 500 m2.

– Eleverne fylder godt i alle vores lokaler og fællesrum, og vi har været ude at leje lokaler på naboskolerne de sidste par år. Det kan fungere et stykke tid, men nu er der behov for at få den nødvendige plads, fortæller Bente Bang og fortsætter:

– Nu går en stor proces i gang – projektering og godkendelse i Børne- og Undervisningsministeriet, indhentning af byggetilladelser, udbud og så videre, fortæller Bente Bang.

Håbet er, at udvidelsen kan stå klar i løbet af 2021, meget gerne i løbet af foråret.

Forfatter

Related posts

Top