Øko-køerne kommer på græs uden publikum

Årets store forårsbegivenhed, Økodag – hvor øko-køer over hele landet danser ud på markerne for at komme på græs efter en lang vinter i stalden – er aflyst grundet corona-situationen.

Begivenheden var programsat til søndag d. 19. april 2020 og trækker normalt mere end 200.000 mennesker til. Men i år løber køerne altså ud uden publikum.

– På nogle af de største gårde kommer der normalt helt op mod 10.000 mennesker ad gangen, så det er udelukket at samle så mange mennesker i den aktuelle situation og med regeringens seneste tiltag, siger Michael Langberg, der er markedschef i Økologisk Landsforening, som sammen med mere end 60 økologiske landmænd og fire af landets mejerier står for arrangementet.

For køerne er intet dog forandret. De vil selvfølgelig stadig blive lukket ud:

– Vi skal huske på, at naturen går sin gang, og at øko-køerne altid er på græs fra april til november, fortæller Michael Langberg og tilføjer, at øko-køerne er vigtige bidragsydere til, at den økologiske mælk og andre økologiske mejeriprodukter fortsat findes på hylderne i supermarkedet – selv i en presset situation, som den verden står i lige nu.

Økologisk Landsforening og mejerierne arbejder i øjeblikket på at finde en alternativ løsning, så danskerne kan følge ko-løbet fx via sociale medier. På hjemmesiden www.økodag.dk og via Facebook-siden I love øko, kan man holde sig orienteret.

Foto: Økologisk Landsforening

Forfatter
Tags
Top