Nyt børnehus i Thisted tages i brug på mandag

På mandag bliver det nye børnehus ved Rolighedsskolen i Thisted taget i brug.

Byggeriet blev afsluttet 1. marts, og siden er der blevet arbejdet med indretningen af de fire grupper til børnehavebørn og to til vuggestuebørn. Det skriver Thisted Kommune på sin hjemmeside.

I alt 61 børn fra den gamle børnehave, Rolighedsbørnehaven, bliver afleveret i hver sin garderobe til hver sin stue. Der er to gule stuer – Frøerne og Rødderne. Der er to blå stuer – Næsehornene og Dragerne.

Børnehuset Rolighed bliver Thisteds største daginstitution på 1100 kvadratmeter. 1. juli vil der være i alt 80 børn i alderen 3-5 år, og der vil være 18 børn mellem 0 og 2 år. Vuggestuebørnene begynder nogle få ad gangen fra 1. april i de grønne stuer. Deres grupper hedder Musene og Haletudserne.

Børnehuset har en kerne i form af et fællesareal med teaterscene, motorikrum, rollelegsområde og bibliotek. Derudover er der et institutionskøkken, hvor der laves mad til alle børnene i huset. Kun til turdagene én dag om ugen skal de have madpakke med.

Kæmpe legeplads
Processen med det nye byggeri begyndte for fem år siden, hvor der blev bevilget penge til anlægget.

Børnehuset får en stor legeplads på 7-8000 kvadratmeter. Anlægget af den er blevet forsinket lidt af meget nedbør – og senere frost, så den bliver ikke færdig til på mandag, hvor børnene rykker ind.

Den første tid må de tage på tur til deres gamle legeplads lige ved siden af – eller lege i de store nye sandkasser

Børnehuset Rolighed har kostet 23,4 mio. kr. i anlægsudgift. Der er 23 ansatte, hvoraf 8 af dem er nye.

Foto: Thisted Kommune

Forfatter
Top